Information om CO2-fangst og CO2-lagring

(Carbon Capture and Storage - CCS)

Kul, olie og gas så langt øjet rækker

CCS er kul-, olie- og gasindustriens bud på en løsning af klimaproblemerne. CCS kaldes ofte en overgangsteknologi - a bridging technology - underforstået indtil verden i en fjern fremtid kan gå over til vedvarende energi.

Teknologien, der har fortalere over et bredt spektrum af interessenter, muliggør, at verdens energiforsyning fortsat kan baseres på fossile brændsler. Det forudsætter dog, at de økonomiske ressourcer til håndtering af klimaproblemer er ubegrænsede.

Denne hjemmeside diskuterer en række problemer, der knytter sig til CCS. CCS er ikke én enkelt, men et kompleks af teknologier rettet imod opsamling af CO2 på kraftværk eller industri med henblik på efterfølgende lagring i undergrunden.

CCS er i dag fortsat kun på pilotprojektstadiet, men så småt på vej til demonstrationsstadiet. Energiselskaber og mange politikere i den industrialiserede verden tiltænker alligevel CCS en afgørende rolle i indsatsen imod klimaforandringer - gennem mange år særligt i forbindelse med elproduktion på kulfyrede kraftværker, men i dag er anvendelsen på store industrier ved at tiltrække sig meget interesse.

Uløste problemer og ubesvarede spørgsmål

Der knytter sig imidlertid en række problemer og spørgsmål til CCS. Blandt de vigtigste er:

· timing - CCS kan slet ikke levere de nødvendige CO2 reduktionsbidrag inden for den nødvendige tidsramme,

· miljøeffekter - teknologiens altdominerende brændsel vil være kul, som indebærer alvorlige miljøpåvirkninger, der kun bliver forøget gennem CCS,

· klimaeffekter - teknologien fjerner ikke al CO2 udledning - den del, der ikke fjernes, vil i sig selv have en stor klimaeffekt,

· økonomi - teknologien er særdeles bekostelig,

· finansiering - den private sektor vil ikke betale for teknologiens udvikling; skatteyderne forudsættes overalt at levere den afgørende støtte,

· lageransvar (liability) - kommende generationer arver CO2 lagrene og dertil knyttede omkostninger af ubestemt omfang,

· energiplanlægning - forskning, udvikling, produktion og salg af vedvarende energiteknologier på længere sigt - CCS kan blive en betydelig konkurrent til vedvarende energiteknologier. Og CCS spiller slet ikke sammen med et energisystem, der skal integrere mere og mere vedvarende energi.

Disse og en række beslægtede spørgsmål vil vi forsøge at belyse nærmere. Vi foregiver ikke at kende alle svarene - tværtimod har vi set det som en opgave at pege på nogle af de uafklarede problemer og åbne spørgsmål, som CCS giver anledning til.

Hvad er CCS?

CO2-lagring eller CCS (Carbon Capture and Storage/ Carbon Capture and Sequestration) består af en række komplekse teknologier, som går ud på, at CO2 fra fx et kulkraftværk opfanges, komprimeres og transporteres til og pumpes ned i undergrunden.

Det skal være geologiske formationer, som er tilstrækkeligt porøse til, at CO2’en kan lagres. Det forudsætter samtidig, at der er helt tætte lag oven over lageret, så CO2’en ikke risikerer at vandre op gennem jordlagene og mod hensigten slippe ud i atmosfæren.

Et klimaredskab?

CCS fremstilles af tilhængerne som et klimaredskab, hvor man kan lagre mange årtiers udledninger af CO2. CCS har haft meget politisk medvind, hvilket uden tvivl hænger sammen med, at der er enorme økonomiske interesser i sagen. For de kul-, olie- og gasafhængige selskaber og lande er CCS en gylden mulighed til at fortsætte den sorte industri.

Lobby

CCS har måske den største samlede lobbykraft, der er set: lande, der producerer fossile brændsler; de selskaber, der producerer de fossile brændsler; mange af de lande, der forbruger kul, olie og gas; organisationer som OECD, IEA og EU og ikke mindst IPCC, FN’s klimapanel, som i 2005 udgav en speciel rapport om CCS.

Endelig er der tusindvis af forskere i statslige såvel som private universiteter og institutioner; flere deciderede lobbyorganisationer og -netværk; ingeniør- og konsulentfirmaer; leverandører af nøgleteknologier osv.

Fremdrift?

Trods al den opbakning har CCS vist sig mindre fremgangsrig, end man antog for blot få år siden. Det gælder globalt, og det gælder også for EU, hvor man har gjort ganske meget for at fremme teknologien.

EU

Der er vedtaget et særligt CCS-direktiv, og i EU’s store Energi og Klimapakke fra 2008 blev der afsat store midler i form af gratis kvoter til at understøtte demonstrationsanlæg, som skulle i gang inden 2015. Kvotesystemet har vist sig ude af stand til at modstå virkningerne fra den økonomiske krise – EU’s flagskib i klimakampen er stødt på grund og kun ved at fifle med systemet og tage et antal kvoter ud midlertidigt kan det måske komme op igen.

Norge

Det korte af det lange er, at CCS ikke rigtig flytter sig i EU og heller ikke i Norge, hvor man længe havde planer om at forsyne Mongstad raffinaderi og gaskraftværk med CCS. Men i september 2013 trak den norske regering stikket, så projektet bliver ikke realiseret.

Danmark

I Danmark har der også været planer om et stort CCS-projekt, nemlig ved Nordjyllandsværket, som ejes af Vattenfall. Det blev planlagt uden offentlig debat, men mødte kraftig modstand i befolkningen omkring Åbybro-Brovst, hvor lageret skulle være, da det først blev kendt, hvad det indebar.

Modstand

NOAH, VedvarendeEnergi og Greenpeace var engageret i modstanden sammen med den meget aktive lokale forening Nej til CO2-lagring, og efter to års kamp opgav VK-regeringen i 2011 at støtte forslaget.

I september 2011 meddelte klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard så et endeligt afslag til Vattenfall.

Men Martin Lidegaard holdt ligesom sin forgænger Lykke Friis bagdøren åben for Mærsk Olie & Gas og andre olieselskaber, som gerne vil bruge CO2 til at øge produktionen af olie i Nordsøen.

CO2-EOR

Metoden kaldes CO2-Enhanced Oil Recovery, CO2-EOR. Den er velafprøvet i USA, hvor den siden 1970’rne har presset mere olie ud af undergrunden, end man ellers kunne få.

Mens metoden er økonomisk attraktiv for selskaberne, så er den meget dårlig set ud fra en klimasynsvinkel, fordi den vil betyde, at der produceres, raffineres og afbrændes endnu mere olie og gas. Det medfører udledning af fire gange så meget CO2, som der lagres.

Det er altså ikke længere klimaargumentet, der skal trække CCS-teknologierne i gang, men den økonomiske gevinst, der vil ligge i, at CO2’en trækker endnu mere olie ud. Over tid er forventningen, at der bliver lagret noget, men det er ikke det vigtigste.

Fortsat olie, fortsat kul

CO2-EOR er også økonomisk attraktiv for stater som Danmark, som vil få den sædvanlige oliebeskatning over en længere periode. Det er fristende for en regering, også selv om den har forpligtet sig til at gå på afvænning for den fossile afhængighed.

Det gælder også S-SF-R-regeringen, der med sin nyligt publicerede Vækstplan for energi og klima vil ”fremme en optimal udnyttelse af de danske olie- og gasressourcer i Nordsøen” og ”sammen med branchen arbejde på, at der laves en langsigtet strategi for på kommercielt grundlag at gennemføre en optimering af indvindingen af olie og gas fra felterne i Nordsøen.”

Med den anden hånd vil regeringen arbejde på den milepæl i Vores energi, der hedder, at den danske energiforsyning bliver fossilfri i 2035.

NOAH spørger: Hvordan skal det hænge sammen?

_________________________________________________________

Biomasse og CCS?

Efter Parisaftalen, der kom ud af COP21, er Bioenergi-CCS eller BECCS fået et nyt boost.

Læs mere om BECCS her

Opdateret februar 2016