ENGLISH
NOAH HOLDNINGER
DANISH
Information om CO2-fangst og CO2-lagring
(Carbon Capture and Storage - CCS)
CCS i Europa
Hvad er EU’s rolle?
EU prioriterer CCS højt, og EU-beslutninger er afgørende for anvendelsen af CCS i EU’s medlemsstater. Det gælder forskning og udvikling, det juridiske rammeværk og økonomisk støtte.
Politiske papirer fra Kommissionen har løbende været med til at understøtte og opmuntre satsningen på CCS. I de senere år gælder det fx ”Energikøreplanen for 2050” (2011) og ”Grønbog om en politisk ramme frem til 2030”. (2013)
EU har helt siden 1990 i stigende grad været med til at finansiere forskning i CCS. EU er desuden med i forskellige samarbejder mellem de største (rigeste) lande, som har stor betydning for international energi- og klimapolitik. EU er bl.a. medlem af The Carbon Sequestration Leadership Forum (CSLF) sammen med 22 lande. (2013)
Ministerrådet besluttede i 2007, at der skulle iværksættes 12 CCS-demonstrationsanlæg med EU-støtte inden 2015.
I 2009 trådte CCS-direktivet i kraft, som regulerer de lovgivningsmæssige rammer for anvendelsen af CCS i de medlemslande, der beslutter sig for at tillade CCS. Direktivet er blevet eller er ved at blive implementeret i medlemslandenes lovgivning. I Danmark er det sket gennem en ændring af undergrundsloven.
I 2009 vedtog EU også et ændret ETS-direktiv så CO2, der bliver lagret, betragtes som ikke-udledt.
EU besluttede i 2010 at afsætte ekstra 4.500 mio. EUR til CCS og vedvarende energi frem til 2020. CCS vil få 1.050 mio. EUR. (Det europæiske genopretningsprogram.)
I april 2013 vedtog EU en ”Forordning om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur” - herunder CO2-pipelines.
Det europæiske genopretningsprogram
Seks projekter har opnået godkendelse under genopretningsprogrammet.
Projekterne skal demonstrere de tre hovedteknologier til CO2-opsamling: post-combustion, oxyfuel-forbrænding og kombineret cyklus med integreret forgasning (IGCC). Og de skal også dække de forskellige muligheder for lagring: saltvandsreservoirer (saline fields) både under land og under vand samt i udtømte olie- og gasfelter.
Kommissionen skriver marts 2013 i en meddelelse, der har karakter af en kritisk gennemgang og status for de seks projekter:
”CCS-delprogrammet [står] som helhed over for nogle store uafklarede juridiske og økonomiske spørgsmål, der risikerer at underminere den vellykkede gennemførelse af programmet. Ingen af projekterne har vedtaget den endelige investeringsbeslutning, hvilket illustrerer, at der stadig er vanskeligheder. Denne milepæl er udskudt af en række årsager, herunder:
Godkendelserne er endnu ikke endelige, karakteriseringen af lagringsstederne er ikke færdiggjort, og den finansielle struktur er endnu ikke afsluttet. Endvidere betyder den lave kulstofpris i emissionshandelssystemet (ETS), at forretningsgrundlaget for CCS på kort og mellemlang sigt ikke er gunstigt. Endelig er det blevet stadigt vanskeligere for projekterne at opnå finansiering på grund af den nuværende økonomiske situation.
Genopretningsprojektet i Tyskland, Jaenschwalde, blev afbrudt i begyndelsen af 2012.* Ud over at der var offentlig modstand ved de mulige lagringssteder, konkluderede initiativtagerne, at det på grund af de væsentlige forsinkelser i den tyske gennemførelse af CCS-direktivet ikke ville være muligt at opnå de nødvendige CO2-lagringstilladelser inden for tidsrammen.”
* Beslutningen blev offentliggjort 5. december 2011.
De seks projekter – status 3. kvartal 2013:
Compostilla projektet i El Bierzo, Spanien
Det er et to-delt projekt med et pilotprojekt, der som det første i verden skal demonstrere CCS i forbindelse med et såkaldt Circulating Fluidised Bed (CFB) superkritisk oxy-fuel kul-fyret kraftværk. Pilotprojektet skal stå færdig i slutningen af 2013. Herefter skal det besluttes, om der opføres et fuldskala anlæg fra 2016. Transport 147 km til lager under land. Årlig lagring af 1,6 Mt CO2.
Don Valley projektet i Yorkshire, UK.
Et pre-combustion anlæg, der forventes at opfange mindst 90 % af CO2 fra det nybyggede IGGC-kraftværk. Der anlægges en pipeline 175 km til et lager i Nordsøen, hvor man forventer at lagre 5 Mt CO2 pr. år. Anlægget forventes i drift i 2016.
Porto Tolle projektet i Veneto, Italy.
Projektet er forsinket, angiveligt pga. at retten nægtede at give operatøren Enel en tilladelse til driften. Enel er p.t. i gang med en VVM-redegørelse. Årlig lagring af 1 Mt CO2.
ROAD projektet i Rotterdam, Holland
Et nyt 1 GW kul- og biomassekraftværk med et post-combustion anlæg, som er beregnet til at opfange 1,1 Mt CO2 pr. år. Den endelige investeringsbeslutning er udskudt til sidst i 2013. Årlig lagring af 1,1 Mt CO2.
Jänschwalde projektet i Brandenburg, Tyskland
Projektet blev standset i 2011 med begrundelse i den forlængede proces med at implementere CCS-direktivet i Tyskland. Årlig lagring af 1,7 Mt CO2.
Bełchatów CCS projektet i Łódź, Polen
Projektet blev opgivet i begyndelsen af 2013. Det var planlagt som et post-combustion anlæg ved et 260 MWe brunkulsfyret kraftværk. Transport 140 km til lager under land. Årlig lagring af 1,8 Mt CO2.
Klima- og energipolitik
EU sætter mål for reduktionen i udledning af drivhusgasser, og for hvordan medlemslande og store virksomheder kan nå dem. EU har vedtaget mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 20 % frem til 2020. I øjeblikket (2013) diskuteres målene for 2030.
Hvor 20 % reduktion i 2020 var langt fra det, der er brug for i forhold til det råderum for CO2 (CO2-budgettet), så må reduktionsmålet på 40 %, der er på tapetet for 2030, siges at være endnu mindre tilstrækkeligt.
Valg af energikilder er stadig et nationalt anliggende eller kræver enstemmighed, men de overordnede fælles mål vedtages på EU plan.
CCS-direktivet fra 2009 er imidlertid en klar tilkendegivelse af, at EU regner med en stor andel af kul og gas i energiforsyningen i lang tid fremover.
Fremdrift i projekterne?
Status i 2013 må set ud fra Kommissionens synspunkt være skuffende. I 2007 ventede man, at der i 2015 ville være 12 fungerende demonstrationsanlæg i fuld skala. Men der er i dag ikke udsigt til at der bliver et eneste.
I hele verden er der i 2013 ni anlæg som er EOR-anlæg og tre anlæg, som ikke er EOR-anlæg. De to er i Europa, nemlig Sleipner (siden 1996) og Snöhvit (siden 2007) i Norge.
Læs om CO2-EOR
Læs om Befolkningens accept af CCS
Norge
Heller ikke i Norge er der fremskridt at spore, hvor man har haft erfaring med CCS i funktion ved gasudvindingen i felterne Sleipner og Snöhvit. Det store Mongstad-raffinaderi og gaskraftværk var udset til at blive forsynet med CCS, men i september 2013 besluttede den norske regering at afslutte projektet, der allerede har været længe undervejs. Statoil og den norske regering skrev i 2006 en kontrakt på projektet, men fuldskala fangst af CO2 ventedes først i 2020.
Den norske olie- og energiminister forklarede beslutningen med sundheds- og miljørisici knyttet til den valgte amin-teknologi i opsamlingsleddet, udfordringer og omkostninger.
Forskning – udviklingsstøtte
EU’s støtte til forskning og udvikling har både en direkte virkning på udviklingen af CCS og en indirekte virkning, da medlemsstater og virksomheder ofte prioriterer udvikling på områder, der kan opnå EU-støtte.
I EU’s 7. rammeprogram for forskning havde CCS-projekter opnået 591 mio. kr. i støtte per oktober 2011.
Opdateret august 2014
