Information om CO2-fangst og CO2-lagring

(Carbon Capture and Storage - CCS)

Hvad er CCS?

CCS teknologi-komplekset

CCS er forkortelsen for Carbon Capture and Storage, som betyder opsamling og lagring af CO2.

CCS er en samlebetegnelse for et kompleks af teknologier, der sigter imod at reducere CO2-udledninger til atmosfæren fra afbrænding af kul, gas og biomasse. Teknologien har været brugt siden 1970’erne i forbindelse med udvinding af olie og gas med henblik på at øge udbyttet fra olie- og gasproduktion (Enhanced Oil Recovery) EOR og (Enhanced Gas Recovery) EGR. Her har formålet altså ikke været lagring, men øget olieudvinding.

Læs om EOR her.

CCS-teknologierne er først og fremmest rettet imod opsamling af CO2 fra kul– eller gasfyrede kraftværker og store industrivirksomheder. Princippet består i, at CO2 via en række tekniske processer opsamles på kraftværket, hvorefter den opsamlede CO2 komprimeres, transporteres og endelig pumpes ned i undergrunden med henblik på permanent lagring.

Anvendelse af CCS med i hvert fald delvis adresse til klimaforandringer har sit udspring i Norge i 1996, hvor Statoil begyndte at opsamle CO2 fra Sleipner feltet i den norske del af Nordsøen med henblik på lagring i undergrunden. Teknologien har sit største potentiale i forbindelse med energifremstilling på kul og i visse industrielle sammenhænge, hvor energiforbruget er højt som f.eks. cementproduktion, jern- og stålfremstilling og raffinering af olieprodukter.

Metoden er i princippet enkel og falder i fire led:

• Opsamling af CO2 (capture)
• Transport
• Lagring (storage)
• Overvågning af lager (monitoring)

Opsamling

Opsamling kan i dag ske på tre forskellige måder:

• pre combustion,
• post combustion,
• oxy fuel combustion capture.

Til dato har post combustion teknologien haft branchens største opmærksomhed, bl.a. fordi forestillingen er, at den kan eftermonteres på eksisterende kulkraftværker og dermed indebære et - sandsynligvis meget stort - eksportpotentiale for de virksomheder, der er først med anlæg i kommerciel skala. Det er endnu ikke lykkedes at bygge et fungerende fuldskala post-combustion anlæg.

Men der forskes og udvikles i alle varianterne.

Se dette link for en beskrivelse af de tre opsamlingsteknologier.

Transport

Transport af den opsamlede CO2 kan foregå igennem pipelines, med tog, med tankbil eller med skib.

Se dette link.

Hvis CCS bliver udbredt i et omfang, hvor reduktionerne på verdensplan skal tælles i milliarder af tons pr år anslås, at det vil kræve et ledningsnet, der er dobbelt så stort som det eksisterende naturgasnet til transport af opsamlet CO2.

- Joseph Romm: "For CCS to be even one of those would require a flow of CO2 into the ground equal to the current flow of oil out of the ground. That would require, by itself, re-creating the equivalent of the planet’s entire oil delivery infrastructure, no mean feat. " Climate Progress Blog

INGAA Foundation (Interstate Natural Gas Association of America) "The major conclusion of the study is that while CCS technologies are relatively well defined, there remain technological challenges in the carbon capture and sequestration phases, and less so in transportation. Carbon capture is the most significant cost in the CCS process. The study forecasts that the amount of pipeline that will be needed to transport CO2 will be between 15,000 miles and 66,000 miles by 2030, depending on how much CO2 must be sequestered and the degree to which enhanced oil recovery (EOR) is involved. The upper end of the forecast range is of the same order of magnitude as the miles of existing U.S. crude oil pipelines and products pipelines."

Lagring

Lagring af CO2 kan ske på flere forskellige måder, hvoriblandt de vigtigste er opbevaring i saltholdige formationer (saline aquifers) i undergrunden og i udtømte olie- og gasreservoirer. Lagring i havet, som har været på tale som en mulighed er for tiden skrinlagt på grund af problemer med CO2’s virkninger for havmiljøet.

Se dette link for en beskrivelse af lagringsmetoder.

Overvågning

Af hensyn til både klima og økonomi er det afgørende, at den oplagrede CO2 bliver, hvor den er. IPCC skønner, at over 99% af den lagrede CO2 "med stor sandsynlighed" stadig vil være i lageret efter 100 år, og at over 99% af den lagrede CO2 "med sandsynlighed" stadig vil være i lageret efter 1.000 år.

Garantier kan i sagens natur ikke gives, men en række overvågnings-, måle- og kontrolteknologier gør det muligt at følge drivhusgassens adfærd i lagrene. Sådanne teknologier spiller ved siden af overvågning af CO2 i lagrene endvidere en rolle i forbindelse med kontering af grænseoverskridende CO2 - altså CO2 opsamlet i et land, men lagret i et andet - og dermed overholdelse af nationale mål i henhold til Kyoto-forpligtelser mm.