Timing

ENGLISH

 

 

DANISH

 

 

Information om CO2-fangst og CO2-lagring

 

(Carbon Capture and Storage - CCS)

 

Timing

 

Globalt

 

Der er bred videnskabelig tilslutning til et mål om at begrænse den globale opvarmning til højst 2.0 grader Celsius, hvis ekstreme klimavirkninger skal undgås og selvforstærkende klimaforandringer for alvor sætter ind.

 

COP15 i 2009 i København endte med den såkaldte Copenhagen Accord, som anerkender, at stigningen i den globale gennemsnitstemperatur skal holdes under 2o C. Og sammenslutningen af Små Østater (SIDS), der er en af de anerkendte grupper i FN-forhandlingerne har krævet, at den globale opvarmning skal holdes under 1,5o C.

I disse erklæringer mangler der et udsagn om med hvilken sandsynlighed disse mål skal kunne nås.

 

Med det internationale klimapanels (IPCC) nye rapport fra september 2013 har klimaforskerne givet et nyt bud på, hvad der skal til for at holde os under de 2o C. IPCC angiver en fremskrivning, som med 66 % sandsynlighed giver en temperaturstigning på højst 2o C. Fremskrivningen hedder RCP2.6 (Representative Concentration Pathway)

 

Skal dette mål holdes er handlinger, der sikrer, at drivhusgasudledningerne topper senest i 2015, afgørende. I det tidsperspektiv er CCS ikke i stand til at levere reduktioner af betydning, men bliver en del af problemet ved

 

  • at lægge beslag på ressourcer, der kunne være brugt til at reducere udledningerne
  • at låse kraftværker og industrier fast på forbrug af kul og gas
  • at kraftværker og industrier fortsætter med udledninger

 

Figuren herunder fra Det Internationale Energi Agentur (IEA) viser, at de samlede reduktionsbidrag fra CCS i 2015 vil være tæt på nul, mens de i 2020 - selv i IEA’s teknologioptimistiske forløb - stadig er svære at få øje på. Siden 2009 er forventningerne til anlæg med CCS i drift gang på gang blevet nedskrevet. Se under CCS Globalt.

 

Mellem en tredjedel og en fjerdedel af CO2-udledningen fra et kulkraftværk med CCS, vil ikke blive fanget, når man tager det ekstra energibehov i betragtning, som CCS-teknologierne kræver. (Se Klimaeffekter) Det er i sig selv et alt for stort bidrag til ophobningen af CO2 i atmosfæren.

 

Men det er ikke det eneste:

 

Når man siger, at ”CCS kan reducere CO2-udledningen med 85 %”, så er det et billede af et enkelt anlæg med CCS. Hvis man fx ser på hele kraftværkssektoren over tid, dvs. udledningen fra alle anlæg fra nu og til fx 2050, så tegner der sig et helt andet billede.

 

Rapporter om CCS mangler en vurdering af, hvor meget CO2, der vil blive udledt fra i dag og frem til 2050 fra anlæg, indtil de måtte blive udstyret med CCS. Hertil skal så lægges udledningerne efter, at de bliver forsynet med CCS.

 

Der er udbredt enighed om, at CCS-teknologierne først kan være udviklet til at blive anvendt i praksis efter 2020, og man forventer først en stor udbredelse af CCS efter 2030.

NOAHs vurdering

Efter NOAHs vurdering vil kun ca. 11 % af den mængde CO2, som alle kulfyrede kraftværker og industrier 2010-2050 ville udlede uden CCS, blive lagret, selv om man gjorde alt for at udvikle og udbrede CCS. (46 Gt CO2ud af 402 Gt CO2). Det betyder, at ca. 89 % af CO2’en vil nå atmosfæren (356 Gt CO2) [1 Gt eller Gigaton er 1.000.000.000 ton].

 

Se NOAHs rapport An assessment of cumulative CO2 reductions from carbon capture and storage at coal fuelled plants in a carbon constrained world

 

Resultaterne udebliver

Den pessimistiske vurdering af CCS som et klimaredskab bliver kun forstærket af den manglende succes med at etablere fuld-skala CCS-projekter på kul-eller-gaskraftværker. Det ene projekt efter det andet er blevet opgivet eller sat på hold.

Global CCS Institute har offentliggjort et kort, der giver et overblik over 65 projekter i hele verden (december 2013).

Billedet herunder er et skærmdump af dette kort uden dets interaktive elementer.

 

Man kan vælge at se Project status - Stage - Region - Capture type - Transport type - Storage type - Industry og alle kombinationer heraf.